Sp: Jeg er interesseret i en vaskemaskine. Hvilken type skal jeg vælge? |
Sv:
1. Frontbetjente
Størsteparten af vaskemaskinerne er frontbetjente. Det betyder, at du skal lægge tøjet i forfra. Der skal være god plads foran vaskemaskinen, så du kan arbejde ved den. Vaskemaskiner, der skal indbygges, skal have betjeningsknapper og sæbeskuffe på forsiden.
2. Topbetjente
På en topbetjent vaskemaskine lægger du tøjet i oppefra. Der skal derfor være plads i højden, så du kan åbne låget. En topbetjent maskine har to låger: en tromlelåge og en yderlåge. For nogen er det besværligt med to låger, men du kan opveje det med, at du kan åbne maskinen, uden at der løber vand ud.
En topbetjent vaskemaskine har stort set samme kapacitet som en frontbetjent og fylder kun 40-46 cm i bredden. Maskinen har hjul, så du kan køre den frem, tilslutte den til vand og afløb i f.eks. køkkenet.
3. Vaske- og tørremaskiner
Denne model er særligt velegnet, hvor der er mindre plads at gøre med. Du får en vaskemaskine, der både vasker og tørrer tøj.
Tumbleren er af kondenstypen og kan tørre omkring 2,5 kg tøj af gangen. Ulempen ved den sammenbyggede maskine er, at den kun kan tørre halvdelen af den fyldte maskines vasketøj. Hvis maskinen automatisk skal fortsætte med at tørre tøjet, må du kun vaske halv tøjmængde – ca. 1/2 kg, og det er energispild.
Tørringen varer desuden forholdsvis lang tid i forhold til en normal tumbler. |
|
Sp: Hvilken centrifugeringshastighed skal min vaskemaskine have? |
Sv:
Centrifugeringshastigheden har betydning for, hvor tørt tøjet er efter endt vask.
Centrifugeringens effektivitet afhænger både af hastigheden, vasketromlens størrelse og tiden. Centrifugeringsevnen er en del af energimærkningen, hvor også omdrejningstallet oplyses. Jo højere omdrejningstal desto kraftigere er centrifugeringen som regel. Omdrejningstallene ligger fra 400 til 2.000 omdrejninger pr. minut. De dyrere maskiner har som regel den højeste centrifugeringshastighed, da kraftig centrifugering kræver en stærkere konstruktion.
Det er specielt vigtigt at være opmærksom på centrifugeringshastigheden i de tilfælde, hvor tøjet skal videre i en tørretumbler. Hvis du vasker med få centrifugeringer, betyder det, at tøjet har en høj restfugtighed, når det skal tørres. Dette betyder, at tørretumbleren bruger unødig meget strøm på at tørre tøjet.
Du skal dog være opmærksom på, at en høj centrifugeringshastighed slider mere på tøjet. |
|
Sp: Hvor stor skal kapaciteten være på vaskemaskinen? |
Sv:
De fleste vaskemaskiner på markedet kan tage mellem 5 og 7 kg tøj. Valg af størrelsen på maskinen afhænger fuldstændig af dit behov. Er I en familie med 2 voksne og 2 børn bør I vælge en maskine på 6 eller 7 kg. Har du et stort vaskebehov er det praktisk med stor kapacitet på vaskemaskinen. |
|
Sp: Hvilken betydning har energiklassen? |
Sv:
Energiklassen fortæller, hvor stort et energiforbrug produktet har på en skala fra A (lavt forbrug) til G (højt forbrug). Produkter i klasse G forbruger op til tre gange så meget energi som produkter i energiklasse A. Ofte har vaskemaskiner med lav energiklasse også et lavt vandforbrug. Derfor er disse maskiner ofte en smule dyrere end maskiner med højt energiforbrug og højt vandforbrug. |
|
Sp: Hvor mange programmer skal min vaskemaskine have? |
Sv:
I mange tilfælde er 3 eller 4 programmer rigeligt til at dække det mest basale vaskebehov. I dag er mange vaskemaskiner dog udstyret med langt flere programmer. De 4 mest anvendte programmer er:
- Varmvask på 60 gradermed lav vandstand og kraftig bearbejdning.
- Finvask på 40 grader med lav vandstand og normal eller skånsom bearbejdning ved høj vandstand.
- Finvask ved 30 grader med høj vandstand og skånsom bearbejdning.
- Eventuelt hedvask ved 90 grader med lav vandstand og kraftig bearbejdning. Men du behøver ikke at hedvaske tøjet, medmindre det er meget snavset, eller der er sygdom i familien. Varmvask er for det meste tilstrækkeligt til at få tøjet rent, og du sparer omkring 30 % el.
Det er heller ikke nødvendigt at forvaske almindeligt snavset tøj.
|
|
Sp: Hvad skal jeg være opmærksom på ved placering af vaskemaskinen? |
Sv:
Foruden krav til vand og el skal du også overveje placeringen af vaskemaskinen. Skal du have den i et rum uden gulvafløb, som f.eks. i et køkken, er det særligt vigtigt med en effektiv overløbssikring.
Det kan f.eks. være en ekstra sikring på vandhanen. Skal maskinen indbygges, skal den være frontbetjent.
Vaskemaskinen kan flytte sig lidt under centrifugeringen. Er pladsen lille, er det derfor vigtigt at få en maskine, der står godt fast under centrifugeringen, så den ikke støder mod noget. |
|
|