Hvad er Cloud? Og hvad kan du bruge det til? 

Med cloud også kaldet ”skyen” får du en perfekt løsning til lagring og beskyttelse af filer. Og cloud kan også gøre din hverdag nemmere.   

Hvad dækker begrebet ”cloud” over?

Cloud eller skyen kan være lidt svært at definere. Men faktisk dækker begreberne blot over, at der stilles fx lagerplads, funktioner eller andre tjenester til rådighed på en enkel måde over internettet.

Du bruger altså programmer og tjenester via nettet frem for at have en masse software og hardware installeret på din enhed.  

Hvad er mine fordele?

Uanset om du er hjemme, på arbejde eller et helt tredje sted, så er alle dine filer tilgængelige, forudsat du naturligvis er koblet på nettet. Og de er vel at mærke tilgængelige, uanset om du benytter fx din computer, smartphone eller wifi-printer.

  • Adgang til dine filer uanset hvor du er
  • Adgang til dine filer fra langt de fleste enheder
  • Ved at arbejde i Office-pakken over internettet kan du arbejde fra en hvilken som helst enhed – Office behøver ikke være installeret!
  • Ved computersammenbrud, tyveri eller andet behøver du ikke være bekymret for dine data. Løsningen i skyen giver mulighed for løbende backup og sikrer de nyeste sikkerhedsforanstaltninger mod hackere, virus og spyware. 

Hvad kan jeg bruge cloud til?

Leder du efter harddisk i skyen, har du flere cloud-lagerløsninger at vælge mellem: De mest kendte er Google Drev, Apple iCloud, OneDrive (fra Microsoft) og Dropbox.

Men udover at få et sikkert og fleksibelt sted til filer, ligger der flere andre muligheder gemt i skyen, som faktisk kan gøre din hverdag lidt nemmere: 

 

Nem deling

Tag fx billeder med din tablet og gem dem på skyen. Nu kan du – hvis du ønsker det – dele billederne med familie og venner, så de kan se dem.    

Adgang, print og scan

Du kan også koble dine enheder i hjemmet til skyen og få hurtig adgang til dine dokumenter og billeder. Dermed kan du udarbejde fx det fineste julekort på din computer og gemme det på skyen. Har din printer wifi, kan du udskrive trådløst fra din enhed.

Du kan også nemt scanne fra printeren direkte til din mobile enhed for nem opbevaring og deling af filer.

Vær rustet mod indbrud

Med et cloud-overvågningskamera er du godt klædt på mod indbrud. Kobl det til netværket og modtag live video til din iPhone, iPad, Android-mobil eller pc. Du kan også styre kameraet fra din enhed – smart og trygt!   

Lav din egen sky

Med en NAS server kan du lave din egen private sky, dvs. et netværk som kun er tilgængeligt for dig og dem du deler det med. En NAS server er et mediecenter, som gør fildeling og opbevaring af film, musik og billeder let og enkelt.