Weber-pleje - Sådan gør du!

God pleje er nøglen for en Weber, der holder sig frisk sæson efter sæson

 

 

Når grillen er ny

Når du har fået en ny grill bør du starte med at vaske den af ind - og udvendigt med en opvredet klud. For at beskytte grillen udvendig, bør du polere med grillrens til udvendig emalje. Vask efterfølgende risten af og læg den i grillen. Tænd op i grillen og brænd risten af ved høj varme i 10-15 minutter.

Rådet over dem alle

Gør altid grillristen ren, når den er varm. Du sparer en masse tid og slider ikke på din grillbørste. Brug blot et øjeblik på at børste den varme rist ren – eller du kan vente til den er kold og brug op til 15 min. på rengøring.

Vælg den rigtige grillbørste

Brug en rigtig god og gedigen grillbørste af enten rustfrit stål eller messing til din grillrist, sørg altid for at skifte børsten ud minimum en gang om året. Når børsten bliver slidt, begynder hårene at drysse af. Sørg altid for at tørre risten af med en klud påført lidt neutral madolie, på den måde undgår du, at der ligger løse hår på risten, som i værste fald kan sætte sig i maden.

Aldrig stålredskaber

Anvend aldrig stålredskaber på grillens yder- eller inderside. Grillen er porcelænsemaljeret, og du risikerer at ødelægge belægningen med stålredskaberne.

Rengøring af grillrist

Du kommer nemt over den daglige rengøring af grillristen ved at smøre lidt olie på inden du starter med at grille. Når du er færdig med grille kan du evt. spraye grillrist rens på og lade den virke i 60 sekunder. Børst den så med grillbørsten og få snavset af.

Brug olie før og efter

Smør grillristen med neutral madolie både før og efter grilning, da det får maden til at slippe risten lettere. Det er klart det nemmeste at anvende en oliespray – så undgår du at få beskidte fingre. Du kan også, når du er færdig med at grille bruge en beskyttelsesolie til grillriste, denne olie går i modsætning til almindelig madolie også ind og beskytter risten.

Du kan alternativt også påføre almindelig madolie. Sørg blot for, at du ikke brænder fingrene, når du påfører olien – brug et stykke køkkenrulle, som du væder med olie og brug gerne en tang til hjælp, anvend aldrig en pensel, da den kan smelte.

Undgå rust på din støbejernsriste

For at undgå at din støbejernsrist ruster er det yderst vigtigt, at du altid smører den grundigt med olie efter endt brug. Anvend en smagsneutral olie, da eksempelvis olivenolie vil blive harsk og kunne afgive smag til maden.

Husk, at du aldrig må bruge en hård stålbørste på din støbejernsrist! Med jævne mellemrum skal støbejernsristen i øvrigt gøres grundigt ren – det gør du ved at lægge den i skoldhedt sæbevand. Skyl og sæt den tilbage i grillen. Skru op for fuld varme i 15 minutter, og skrub så det sidste snavs af med grillbørsten. Smør igen grundigt med madolie.

Hvis din Weber skaller

Webers kuglegrill er ikke malede, men har porcelænsemalje. Der kan efter lang tids brug opstå flager på lågets inderside, som skaller af. Der er således ikke tale om maling, men forkullede aflejringer af fedt, der ikke behøver at blive fjernet. De kan dog fjernes med knofedt, varmt vand og lidt sulfo.

Udvendig rengøring

Til dagligt kan du nemt gøre grillens udvendige overflader rene med en opvredet klud og sæbevand. Polér efter med en tør klud. Det er en god idé en gang imellem at bruge grillrens til den udvendige emalje. Den opløser både fedt og andet snavs, og så tilfører den også grillen en beskyttende hinde, der gør, at den bliver lettere at gøre ren.

Overfladerust

Får svejsningerne på din grill lidt overfladerust, kan du fjerne det med grillrens til udvendig emalje, puds rusten væk men en klud eller en svamp. Din grill tager efterfølgende ikke så nemt imod snavs, da den får en beskyttende hinde. Puds altid efter med en tør klud. Såfremt du ikke har grillrens til udvendig emalje, kan du sagtens bruge en syrefri olie (WD40) men her skal du være opmærksom på at det ikke må bruges inde i selve grillen.

Ved Weber gasgrill: Tjek slangen!

Du bør regelmæssigt tjekke for lækager og skader på gasslange og manifold – altså, gasfordeleren, der sidder i den ene ende af slangen. Det er helt nemt at gå til. Begynd med at tjekke slange for revner over det hele. Skift den ud, hvis du finder den mindste overfladiske revne. Er du i tvivl, om slagen er utæt, kan du lave en test med sæbevand. Smør slangen med sæbevand lidt ad gangen. Vokser der bobler frem, skal slangen skiftes.

Når du er sikker på at have en tæt slange, skal manifolden tjekkes. Åbn for gassen, stil grillen et godt ventileret sted og åbn låget. Lugt dig frem til, om der skulle være lækager på manifolden. Eller smør sæbevand omkring tilslutningen af slange og ventiler – og gentag sæbevandstricket. Opstår der bobler, skal manifolden skiftes.