Wuptis guide univers > Seks gode tips

6 råd til at vælge den rigtige vaskemaskine

Vaskemaskiner holder som regel i mange år. Derfor går der længe imellem, at man skal ud og vælge en ny. Vi giver dig nogle hurtige staldtips, så du ikke er helt på bar bund. 

1. Vælg frontbetjent vaskemaskine, hvis du har god plads

De fleste vaskemaskiner er frontbetjente - altså; du lægger tøjet i forfra. Husk, at der skal være god plads foran vaskemaskinen, så du kan arbejde ved den.
Skal vaskemaskinen indbygges, er det vigtigt, at betjeningsknapper og sæbeskuffe sider på forsiden. Det gør de heldigvis som regel.

2. Vælg topbetjent vaskemaskine, hvis du ikke har meget plads 

På en topbetjent vaskemaskine lægger du tøjet i oppefra. Der skal derfor være plads i højden, så du kan åbne låget. En topbetjent maskine har to låger: en tromlelåge og en yderlåge. 
En topbetjent vaskemaskine har faktisk stort set samme kapacitet som en frontbetjent og fylder kun 40-46 cm i bredden. Maskinen har hjul, så du kan køre den frem og tilslutte den til vand og afløb i fx køkkenet.

3. Overvej en kombimaskine - den giver mange fordele

Synes du, det tager for meget plads med både en vaskemaskine og en tørretumbler? Så kan en kombimaskine være løsningen - den klarer nemlig både vask og tørring for dig. Tumbleren er af kondenstypen, og den tørrer op til 6 kg. tøj af gangen. 
Svaghederne ved den sammenbyggede maskine er, at den kun kan tørre halvdelen af den fyldte maskines vasketøj. Hvis maskinen automatisk skal fortsætte med at tørre tøjet, må du nøjes med at vaske halv tøjmængde, hvilket jo er energispild. Tørringen varer desuden forholdsvis lang tid i forhold til en normal tumbler

4. Gå efter høj centrifugeringsevne, hvis tøjet skal videre i tørretumbler

Vaskemaskinens centrifugeringsevne udtrykkes i omdrejningstallet - og ja, jo højere omdrejningstallet er, jo kraftigere er centrifugeringen. Omdrejningstallene ligger fra 1.000 til 1.600 omdrejninger pr. minut. 

Når du vasker med et lavere centrifugeringshastighed, betyder det, at tøjet er mere vådt, når du tager det ud af maskinen. Hvis du skal have det videre i en tørretumbler, skal den altså bruge mere strøm på at tørre det. En lavere centrifugeringshastighed er dog mere skånsomt for tøjet - og hvis det alligevel bare skal op på tørresnoren, gør det nok ikke så meget, at det er lidt mere vådt fra starten. 

5. Du bliver glad for mængdeautomatik

De gængse vaskemaskiner på markedet kan tage mellem 6 og 8 kg. tøj. Og som regel tilpasser maskinen automatisk vand- og elforbruget til mængden af tøj, som vaskes. Mængdeautomatik giver altid det lavest mulige forbrug. 

6. Dyrere, men værd at kigge efter: Direct drive-motor og kulfri motor

Vaskemaskiner kan have tre forskellige motortyper: Direct Drive, kulfri og traditionel. 

  • Direct Drive har en unik teknisk løsning, som giver mindre støj og vibrationer - og har lavere energiforbrug
  • Kulfri motor - adskiller sig fra den traditionelle ved at være mindre støjsvag. Desuden har den én reservedel mindre at udskifte

På de fleste maskiner med Direct drive og kulfri motor ydes 10 års motorgaranti.

 

Udforsk udvalget

 
Mest populære frontbetjente vaskemaskiner
Mest populære topbetjente vaskemaskiner
Mest populære vaske- og tørremaskiner