Kurv 0

5 seje ting du kan bruge din tablet til

Er du i tvivl, om du skal købe en tablet, så er her fem stærke bud, der måske kan overbevise dig.

Er der egentlig noget at bruge en tablet til, hvis du i forvejen har både en bærbar computer og en smartphone? Det er der helt klart. Nogle opgaver klarer en tablet bare langt bedre. Her er fem fede ting, du kan bruge din tablet til.

1. Underholdningscentral til ferien

En tablet er den ideelle enhed at have med på ferie. Det kompakte format gør, at den er nem at få plads til i tasken. Du får samtidig en stor skærm, som gør, at den er god at se film og spille på. Køb nogle gode spil og brug Netflix’- offline-funktion til at fylde din tablet med film og serier, inden du tager afsted. Så har du masser af timers underholdning, uden du behøver at bekymre dig om at finde en internetforbindelse.

Spotify har en tilsvarende funktion, så du kan hente musik fra tjenesten ned på din tablet og høre, selvom du ikke har internetforbindelse. Vil du have bedre lyd, så tag en Bluetooth-højttaler med og slut den trådløst til din tablet.

2. Den ultimative sofa-computer

Hvad enten du vil surfe på nettet, skrive en opdatering til Facebook eller spille lidt, er en tablet genial at have liggende på sofabordet. Den fungerer endda samtidig som den perfekte fjernbetjening til dit tv. Her har du adgang til alle de store streaming-tjenester samt mulighed for at sende indholdet op på tv-skærmen, enten via Chromecast, Apple TV eller direkte til dit smart-tv. Vil du tjekke en film eller serie, inden du ser den, kan du hurtigt få anmeldelser, trailers og info på IMDB.

3. Fjernstyr dit smarte hjem

Har du smarte produkter i hjemmet som eksempelvis streaming-højttalere, Hue-pærer, intelligente termostater eller andet, så kan en tablet være den ideelle kontrolenhed. Her kan du hente apps til at styre produkterne, automatisere dem på forskellig vis og få dem til at tale sammen på kryds og tværs. Du kan også holde øje med, hvem der kommer ind gennem indkørslen, hvis du har overvågningskameraer sat op.

4. Kompakt arbejdscomputer

Det er ikke altid, man har plads til at slæbe et stort skrummel af en bærbar med, når man skal arbejde på farten. En tablet kan være et godt alternativ. Du kan hente alle de velkendte Office-programmer til den, og vil du have ordentlige taster at skrive på, så kan du købe et eksternt tastatur.
 

5. Barnets første computer

Det er nemt for børn at bruge en tablet, da de blot skal røre ved tingene på skærmen for at interagere med dem. En tablet er derfor oplagt som barnets første computer. Der findes et væld af spil, video og lærerige apps, som kan underholde og stimulere børn. Der findes også særlige børne-tablets i hårdført design, skabt specifikt til børnebrug. En gammel aflagt tablet kan også være oplagt at give videre til barnet. Vælger du at give barnet adgang til de voksnes tablet, kan du lave en særlig børnekonto kun med børnevenligt indhold.  

Se hele udvalget af iPads og tablets her.