Kurv 0

3 tricks til afkalkning af kaffemaskine

I Danmark har vi en hel del kalk i vandet - og det er din kaffemaskine ikke glad for. Husker du at afkalke den, forlænger du dens levetid, gør den hurtigere og får bedre kaffesmag.

Hvor ofte bør jeg afkalke?

Det afhænger af, hvor hårdt vandet er, der hvor du bor. Nogle bruger som tommelfingerregel, at maskinen skl afkalkes efter 40 brygninger. Bor du i et område med meget hårdt vand, kan det dog være nødvendigt at gøre oftere.

Du kan se på din kommunes hjemmeside, hvor hårdt vandet er i dit område.

Hvordan afkalker du?

Først skal du læse i manualen til din kaffemaskine. Visse kaffemaskiner anbefaler særlige produkter, og har du fx en kapsel kaffemaskine, kan der være rengøringsprodukter såsom særlige rensetabletter skabt særligt til netop din maskine.


De fleste kaffemaskiner kan dog afkalkes med husholdningseddike i tre lette trin:

1. Rengør kaffemaskinen. Kan kaffemaskinen skilles ad, så gør delene rene – sæt evt. glaskanden i opvaskemaskinen og tør resten af med en fugtig klud med vand og opvaskemiddel. Saml kaffemaskinen igen.

2. Hæld en blanding af 1 del vand til 1 del husholdningseddike i kaffemaskinen. Lad maskinen køre blandingen halvt igennem (uden filter eller kaffe, selvfølgelig!) og sluk maskinen. Lad den stå 20-30 minutter, før du kører resten af eddikeblandingen igennem. 

3. Skyl maskinen igen og kør igennem med rent vand 2-3 gange, så eddiken er helt væk.
 

Ekstra kalktip!

Er din kaffemaskine meget tilkalket, kan du i stedet for husholdningseddike benytte eddikesyre efter samme fremgangsmåde. Her er blandingsforholdet dog 1 del eddikesyre til 4 dele vand. Brug dog ikke eddikesyre, hvis din kaffemaskine har dele af aluminium.
Husk at du kan genbruge eddikeblanding til at rengøre håndvasken eller lægge andre ting i blød, der skal afkalkes såsom brusehoveder mm.

Se hele udvalget af espressomaskiner og kaffemaskiner