Tilpas udvalg Nulstil
Pris (lav til høj) valgt
Sammenlign
7 produkter

Sådan får du det perfekte tørrestativ

Find det helt rigtige tørrestativ, som passer til dine behov – så får du tørret dit tøj på den mest skånsomme måde. Her hjælper vi dig med at vælge det optimale tørrestativ, som kan opstilles både indendørs og udendørs.

Et tørrestativ kan man ikke undvære – og især ikke i en lejlighed. Det er økonomisk fornuftigt og skånsomt for tøjet efter vask at blive hængt op på et tørrestativ, hvor det kan lufttørre – hvad enten det foregår indendørs eller udendørs. Og så skal du selvfølgelig vælge det tørrestativ, som bedst passer præcis til dine tørrebehov og den plads, du har til rådighed.

Løs pladsproblemerne

Tørrestativer fås i forskellige størrelser og udformninger, så næsten uanset hvordan du bor, kan du finde en løsning til din bolig.

Tørrestativer fås med og uden vinger (ekstra tørreplads, som du ganske enkelt vipper ud). Det sidste er smart, for så kan du øge stativets længde fra f.eks. 100 cm til 150-200 cm. Et tørrestativ med en typisk længde på 180 cm – inklusive vinger – og en bredde på 55 cm har faktisk en tørreplads på 18 m. Der er plads til mange skjorter, bluser, kjoler og bukser.

Det er også en fordel, at tørrestativet har en bredde på maksimalt cirka 55 cm, for så kan du løfte det igennem en normal døråbning uden at skulle slå det sammen. Desuden bør du vælge et tørrestativ, der er designet som en let aluminiums- og plastkonstruktion, for så vejer det ikke særlig meget, ofte under 2 kg uden tøj.

Hvis der kun er lidt plads

Hvis du ikke kan afsætte ret meget plads til at tørre tøj, kan du overveje et tørrestativ af tårntypen – som eksempelvis Leifheit Pegasus Tower. Tårnet er ikke bredere end 66 cm, men til gengæld 150 cm højt. Det giver en tørreplads på 19 meter.

Du kan også vælge at supplere det traditionelle tørrestativ med sådan et tørretårn. For tårnet er nemlig særlig velegnet til meget vådt tøj, der drypper. Tørretårnet er ikke bredere, end at det kan placeres i en bruseniche, før du går på arbejde eller studie. Når du så kommer hjem, er tøjet tilstrækkelig tørt. Det er da praktisk!

Vælg soliditet efter behov

Tørrestativer fås i mange prisklasser, og der er ingen grund til at ofre mere end højst nødvendigt. Et billigt tørrestativ kan sagtens være den perfekte løsning, hvis du kun tørrer indendørs og ikke har et meget stort tørrebehov. Prisbillige tørrestativer har normalt krydsede ben, mens dyre tørrestativer ofte har parallelle ben.

Hvis du vil kunne tørre tøj udendørs i haven eller på en altan, kan du med fordel vælge et tørrestativ med parallelle ben, for det står mest stabilt – især når vingerne er slået ud.

De dyrere modeller kan som regel også rumme mere tøj. Desuden har de få eller ingen svejsninger og er derfor mere holdbare – og mere hårdføre, når du tørrer tøj udendørs. Til udendørstørring skal du desuden vælge et tørrestativ, hvor eventuelle plastdele er i UV-resistent materiale. Det vil fremgå af produktbeskrivelsen.

Med eller uden tilbehør

De fleste tørrestativer leveres uden tilbehør. Men vælger du en topmodel, kan du få en række praktiske ekstragoder, som er værd at tage med. Et godt eksempel er tørrestativet Leifheit Pegasus 180+ mobile, der leveres med praktiske strømpeholdere samt pose til klemmer.